Formål · Improfællesskaber
I vores improfællesskaber arbejder vi på at skabe inkluderende fællesskaber ved hjælp af musik – med særligt fokus på improvisation og det skabende aspekt.
Vi bruger teknikker fra musikken til at mobilisere handlekraft hos mennesker, der ikke beskæftiger sig med musik og kreativitet til dagligt, og lader dem afprøve og udfolde deres færdigheder i helt nye fællesskaber og kunstneriske sammenhænge, hvor de over tid også kan bidrage til opsigtsvækkende værker, udgivelser og koncerter af høj kunstnerisk kvalitet.
I et improfællesskab mødes mennesker på tværs af kulturelle og sociale baggrunde, (sygdoms)historier, erfaringer og udfordringer og øver sig i at improvisere sammen – ofte ved hjælp af (lette) instrumenter, men også ved hjælp af andre materialer (ord, samtale, billeder, lydoptagelser etc.). Vi arbejder bevidst bredt med improvisation, som vi anskuer som ‘forbindelsesteknik’ – hvilket vil sige, at vi øver os i at se, høre, mærke og skabe meningsfulde forbindelser mellem mange forskellige elementer (både indre og ydre). På den måde måde bliver improvisation en universel disciplin og en færdighed, som er relevant og brugbar i de fleste menneskers hverdag.
Det betyder også, at når vi øver og udvikler improvisationsfærdigheder i et improfællesskab, bliver vi ikke bare bedre til at bruge vores fantasi og forestillingsevne, vi styrker samtidig også nogle mere generelle, livsnødvendige færdigheder og kompetencer, såsom at kunne lytte åbent og fordomsfrit, deltage aktivt, turde fejle, eksperimentere, håndtere uforudsigelighed, vurdere, reflektere, mentalisere, se nye sammenhænge og skabe mening.
Improfællesskaberne har således en værdi i sig selv, hvor musik og improvisation bruges bevidst med henblik på at styrke fællesskabet, bidrage til den enkeltes udvikling og/eller recovery-proces og fremme samtale, skabertrang og handlekraft. Men improfællesskaberne har også en vigtig kunstnerisk værdi, hvor fællesskaberne fungerer som betydningsfulde bidragsydere til Resonerende Rums værker.
—> Læs mere om vores værker
“Jeg har lært at lytte. Der er ikke ret mange, der gider være sammen med én, der snakker hele tiden, hvis ikke man selv må sige noget (...) Man prøver at tænke i andre muligheder; det bruger jeg også derhjemme. Hvis jeg bliver låst fast i noget, og jeg ikke lige kan se mig ud af det – det kan være et problem, jeg har, hvor jeg kun lige kan se den ene vej – så har teknikkerne hjulpet mig til at se andre veje for at løse problemet. Jeg har fået øjnene op for, at man ikke skal give op med det samme. Det er jeg blevet bedre til. Og det tror jeg simpelthen bliver ved med at sidde i mig.”
